Vi blev for nylig ringet op af et lille bosted med kun 5 ansatte. En nyansat leder forklarer, at en mandlig beboer har en seksuelt betonet adfærd, som er til gene for en af de andre beboere. Personalet har allerede haft mange gode samtaler med hinanden om, hvordan de skal gribe det an, men de kører i ring, og lederen beder om at få besøg af en af os i Handisex.

Så kommer den varme sommerdag, hvor min lille bil og jeg for alvor kommer på langtur. Dén drikker diesel – jeg drikker vand. Begge i store mængder. Ved verdens (læs rejsens) ende, i slutningen af en lang og støvet grusvej, ligger det hyggeligste lille bosted. Hvidkalkede små bygninger rundt om en brolagt gårdsplads. Her bor 6 mennesker med forskellige former for handicaps. Lederen og en af de 5 ansatte bor også på gården. Jeg bliver taget imod med åbne arme (og frokost). Jeg har forberedt et oplæg. Det er dels udformet ud fra hvordan man som personale er forpligtet til at forholde sig professionelt til seksualitet og handicap ifølge socialstyrelsen. Dels er jeg forberedt på, at vi skal diskutere netop dette bosteds helt specifikke udfordringer.

De næste timer gennemgår vi funktionsnedsættelse og seksualitet. I teori – og frem for alt i praksis. Hvad skal man vide? Hvordan kan man handle? Hvor skal man støtte op? På hvilken måde? Hvor skal man give opgaven videre til andre? Vi taler meget specifikt om de præcise udfordringer, de har på netop dette bosted. Alle personaler har vinkler, de byder ind med. Fra start giver det enkelte røde ører og lidt usikre grin, når seksualiteten skal specificeres verbalt. Men snart glider betragtningerne uden barrierer. Der opstår et virkelig lærende og udviklende rum. Netop fordi så mange forskellige synspunkter er i spil. Alle lytter til hinanden. Jeg samler de løse tråde. Da jeg runder af, ser og hører jeg en konstruktiv fordeling af nye arbejdsopgaver, der alle handler om en mere specifik udredning af beboernes seksualitet, mellem de 5 personaler på det lille bosted. De handler med det samme på det, de lige har lært. Yes!

Den lange hjemtur foregår i et varmt og flimrende solskin. Vi drikker igen. Lillebilen og jeg. Jeg skråler med på ”All about that bass” i højtalerne, så dybtfølt af glæde over det energiske engagement disse 5 personaler på dette lille bitte bosted, langt, langt ude på landet har. Ikke den mindste snert af noget som helst udkantsagtigt her!

DET er et godt sted at være, hvis man har en funktionsnedsættelse.