”… Og ved du hvad det værste er? Hver gang jeg forsøger at indlede en samtale om mine seksuelle frustrationer, bliver jeg afvist og samtalen drejet hen på, hvad jeg synes om mine nye sko. Det er ydmygende og uværdigt.” (Henrik, 28 år)
Henrik er ikke den eneste, der føler sig lukket ude af det sjove fællesskab. I en Hollandsk udtalte 90 procent af en gruppe unge med CP, at den største barriere i forhold til at udleve deres seksualitet, var at ingen nogensinde talte med dem om sex. Skræmmende og beskæmmende.
Sex er noget af det mest naturlige i verden – men at tale sammen om det, kan føles anderledes ubekvemt og akavet. En af grundene er, at vi kommer i kontakt med vores egen seksualitet, når vi konfronteres med andres. En anden er, at vi stadig har svært ved at acceptere, at ældre, syge og anderledes mennesker, kan være lige så seksuelle og opstemte som ”os andre”. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre det. Faktisk har vi som fagfolk et ansvar for at være med til at skabe et seksual-positivt miljø. Det indebærer, at vi til at starte med acceptere, at borgeren HAR en seksualitet – og derefter er åbne og imødekommende overfor henvendelser vedrørende seksuelle spørgsmål samt ikke mindst reagerer på signaler på seksuelle behov – indadvendte som udadvendte.
For at teste om I har en kultur, hvor både fagpersoner og borgere kan tale frit og åbent om sex, kan I fundere lidt over følgende spørgsmål:
- Er vi åbne for dialog, når en borger henvender sig til os med spørgsmål eller problemstillinger vedrørende seksualitet?
- Går vi ind i dialogen og forsøger at afklare årsagen til henvendelsen? Følger vi op?
- Reagerer vi på signaler, der kan relatere sig til et behov for at drøfte seksuelle spørgsmål?
- Spørger vi ind og forsøger at afklare behovet nærmere? Følger vi op?
- Respekterer vi alles ret til et privatliv, som en betingelse for at kunne have et kærligheds- og seksualliv?
- Kommer vi i borgerens hjem på borgerens præmisser? Udviser vi den nødvendige diskretion og respekt, eksempelvis i forhold til kun at træde ind i andres hjem efter aftale?
- Respekterer vi, at forskellige mennesker har forskellige seksuelle interesser og behov?
- Har vi de nødvendige rammer for, at en borger kan få relevant vejledning og støtte til at lære sin egen seksualitet at kende og/eller at udvikle den – herunder lære egne og andres grænser at kende?
- Er vi åbne over for generelle drøftelser omkring seksualitet indbyrdes blandt kolleger?
- Arbejder vi med at give medarbejderne de fornødne kompetencer til at kunne varetage opgaver i relation til seksualitet, og anerkender vi, at der er forskel på vores personlige grænser?
Ja, der er nok at forholde sig til. Så drøft til en start, om det er tilstrækkeligt, ellerom I har brug for faglig assistance og sparring i jeres plan for fastholdelse af et åbent seksual-positivt miljø.
“Tak for en lærerig, inspirerende og spændende aften i seksualitetens tegn. Dejligt at møde en velforberedt konsulent Janne jaaks, som har let til smil, humor og åbenhed i sin tilgang og formidling af sit materiale. Vi har fået os en øjenåbner og er nu blevet klædt på til at arbejde videre med at vejlede vores elever omkring deres relationer og seksualitet.”/UUC Maglemosen, Ballerup, 2014, tværfaglig personalegruppe