Grænser
En borger beder om hjælp til onani. En anden forventer, at du ringer efter en prostitueret. En tredje fyrer altid sjofle kommentarer af til personalet og de andre beboere og klapper dig i numsen, hver gang du går forbi. Situationer, der kan være grænseoverskridende og svære at håndtere.
For hvor går grænsen? Hvilke grænser? Hvis grænser?
Samme handling kan opfattes helt forskelligt fra person til person. En fræk vittighed kan hurtigt opfattes som lummer sexchikane hos en anden modtager. Når vi konfronteres med andre menneskers seksualitet, kan det ikke undgås, at vi (ofte) ubevidst kommer i kontakt med vores egen. Og ubevidste følelser kan føre til uvilkårlige handlinger og reaktioner, der hverken gavner jer selv, borgeren eller det pædagogiske og sociale arbejde I udfører.
Hvis I skal kunne anerkende borgeres seksuelle behov, håndtere eventuelle frustrationer samt tage ansvar for juridiske og etisk begrundede handleplaner, er det nødvendigt at arbejde med etik og grænser. Både på organisatorisk plan og i forhold til jer selv.
Klare retningslinjer, der kan håndteres af både personale og borgere og et afklaret forhold til sin egen seksualitet og grænser, giver både mulighed for professionel omsorg og nærhed samt mindsker risikoen for overgreb og krænkelser.
Som minimum kan I starte med at diskutere følgende spørgsmål:
- Hvilken seksuel adfærd er acceptabel/uacceptabel hos os?
- Har vi et tydeligt sprog og klare retningslinjer for seksuel adfærd?
- Hvad er tilladt, hvad er forbudt?
- Hvilke regler for relationer har vi mellem fagpersonen og borger?
- Hvad kan/vil vi som fagpersoner selv hjælpe med, og hvordan?
Hvis I har mod på det, så brug disse spørgsmål som ledetråde og del af en decideret seksualpolitik (Link:seksualpolitik). Men det vigtigste er, at I får åbnet for processen – håndgribeliggjort det i detaljer og skrevet det ned.
Forebyggelse af overgreb
Den mindre pæne side af seksualitetens væsen kommer til udtryk i grænseløs adfærd og i værste tilfælde overgreb. Der er ikke lavet særskilte undersøgelser antallet af overgreb mod borgere med funktionsnedsættelse – men alt tyder på, at de har en oversandsynlighed for at blive udsat for seksuelle krænkelser. Men også fagpersoner er i farezonen. Ifølge fagbladet 3F har mere end 13 % af SOSU’erne indenfor det sidste år været udsat for sexchikane. Og tendensen er stigende. På 10 år er sexchikane hos sygeplejerskere fordoblet, så nu mere end 4.700 føler sig krænket. Hvert år.
Når skaden først er sket, er der en række fastlagte procedurer I skal følge – og som I under alle omstændigheder bør kende. Derfor anbefales det, at I får udarbejdet skriftlige retningslinjer, der klart beskriver hvordan I skal reagere hvornår og hvem der gør hvad. Men det bedste er selvfølgelig at minimere risikoen for at det overhovedet finder sted.
Et af de bedste præventive midler er åbenhed og kommunikation. Hvis I får skabt en kultur, hvor både beboere og personale kan tale åbent om sex (link til ”at tale om sex), er der allerede skabt grobund for at man kan tage krænkende adfærd i opløbet, inden det udvikler sig til decideret overgreb.
Noget andet der både nedsætter risikoen og samtidig klæder jer bedre på til at håndtere overgreb er klare retningslinjer for, hvornår og hvilken seksuel adfærd, der er acceptabel og uacceptabel. Disse retningslinjer kan være en kort og præcis beskrivelse – gerne udarbejdet under inddragelse af beboere eller de borgere I arbejder for – eller med fordel være en del af jeres samlede Seksualpolitik.
Med disse tiltag, bliver det også nemmere at være opmærksom på tegn på evt. overgreb. Det kan være både nonverbale, psykiske eller fysiske tegn på mistrivsel – ikke at de nødvendigvis er udtryk for overgreb, men som sagt indikatorer.
Udover de mere klare tegn som kønssygdomme, ømhed eller sår omkring kønsdelene og andre tegn på fysisk vold, kan også uforklarlige sygdomssymptomer, som mavepine, hovedpine eller gentagne urinvejsinfektioner være tegn på overgreb.
Også ved pludselig opstået aggressiv eller destruktiv adfærd, overdreven fokus på sex og grænseoverskridende handlinger, er der grund til at være ekstra opmærksom. Bliver en borger, der normalt er glad og positiv, tilsyneladende uforklarligt, angst, nedtrykt, hjælpeløs, passiv eller trækker sig i sociale relationer, er der også grund til at være på vagt.