Landets bedste dagtilbud – uden sexualitet
Efter at have fået mulighed for at deltage i dagtilbudskonferencen I sundbyvang (og tusinde tak for det), om fremtidens dagtilbud, står jeg tilbage med en blandet følelse at beundring, håb – og modløshed.
Beundring overfor de ildsjæle, der gør en kæmpe indsats for, at dag – og døgntilbud ikke bare skal ende som opbevaringsanstalt for mennesker med funktionsnedsættelser, men i stedet være et sted, der rummer mangfoldighed, udvikling og lyst til livet.
Et håb om, at der på trods af nedskæringer, sammenlægninger og effektiviseringer (dårligt maskeret som inklusion, enhedstanker og ressourceudnyttelse), også i fremtiden er rum for funktionshæmmede, hvor de kan udfolde sig for fuld skrue under trygge og støttende rammer.
Og så en modløshed over, at der på en konference, der har til formål at udviklet ”landets bedste dagtilbud”, ikke er tænkt over eller er plads til at tage hånd om borgernes seksualitet. Ikke at det skal fylde det hele eller det halve – men et dagtilbud bør afspejle, facilitere og tage hånd om alle facetter af brugernes liv.
Dagen var helliget en række udvalgte emner, man mente dækkende for brugernes behov og som vi i grupper, skulle diskutere og udarbejde konkrete forslag, der kunne implementeres i praksis.
Og der blev ikke lagt fingre imellem. Det var den store ”ja-hat”, der skulle findes frem. Ingen begrænsninger. ”Tænk stort” og ”visionært”, i bestræbelserne på at udvikle ”fremtidens drømme-dagtilbud”.
Der var masser af (berettiget) fokus på øget uddannelse og beskæftigelsesmuligheder. Men det evige problembarn seksualitet passede vanen tro ikke ind. Heller ikke under emnerne mangfoldighed eller fra ung til voksen, hvor det ellers synes oplagt at arbejde med det hele menneskesyn og også tage vare på den usikkerhed, nysgerrighed, forvirring og lyst der præger netop overgangen fra ung til voksen.
Men mine opfordringer og forslag til, hvordan vi kan integrere dette aspekt af borgernes liv blev enten mødt med forlegenhed, tavshed eller: ”der er en opgave for bostederne” og: ”Det passer ligesom ikke ind”
Og det er netop det forstemmende. Seksualiteten for mennesker med nedsat funktionsevne passer aldrig ind. De forslag, der vandt retten til videre bearbejdning, var fine og relevante – men taberne blev igen de borgere, hvis seksualitet vi ikke magter at rumme og inkludere.